Menu

Plan for CMS skifte

Anders Gerlev Hansen

Skal du flytte din hjemmeside til et nyt CMS og vil sikre dig at det ikke går ud over din søgemaskineoptimering? Det er en af de mere almindelige opgaver, vi løser hos Kendskab og her deler vi vores todo-liste i forbindelse med denne type SEO opgaver.

Det er vigtigt at bemærke, at vi kun gennemgår de nødvendige tiltag i forhold til SEO og ikke andre kanaler. Vær derfor opmærksom på, at sikre flytning af eksempelvis Google Tag Manager, Meta Pixel, Call-Tracking og andre sporings- og analyseværktøjer. Ydermere skal det sikres at alle andre steder vi henviser til hjemmesiden opdateres, f.eks. Google Ads, e-mails, fysiske annoncer m.fl.

 

Før skiftet – forberedelse

Du er allerede godt i gang med forberedelsen ved at læse dette Indsigts-indlæg! Det er en god idé at starte forberedelsen af CMS-skiftet allerede under designprocessen, da det alt efter leverandør og CMS kan være nødvendigt at definere eksempelvis muligheden for import/eksport af redirects før der aftales en endelig pris.

 

Værktøjer

I nogle CMS’er er alt hvad jeg nævner her indbygget i standard-løsningen, andre kræver installation af et gratis eller betalt plugin og i de værste tilfælde skal det udvikles specielt til jeres løsning. Tag en snak med udvikleren for at høre nærmere, gerne så tidligt som muligt.

 

Import af redirects
Udvikleren af det nye CMS skal sikre at det er muligt at importere redirects via upload af f.eks. en TXT- eller CSV-fil.

Bed altid udvikleren om at sende en eksempel-fil som virker og test selv af, at du kan lave nye redirects på denne måde. Gem en kopi, så du har en facitliste med hvordan det fungerer.

Vi gør normalt ikke noget nummer ud af at beholde eksisterende redirects. Den primære årsag er, at vi under dataindsamlingen alligevel finder alle de URL’er som har en eller anden form for SEO-værdi i dag.

 

Overvågning af 301/404 forespørgsler
Kendskab anbefaler at der installeres et værktøj til overvågning af forespørgsler til den nye side, som melder 301/404. Det giver mulighed for senere at fange eventuelle smuttere, f.eks. links fra mails, influencers stories og andre trafikkilder.

Det giver også mulighed for at fange kald til filer, som vi måske har glemt at flytte; det kan eksempelvis være PDF’er med brugsanvisninger.

 

Sitemap
Husk at sikre, at det nye CMS tilbyder et sitemap. Spørg udvikleren om det findes allerede, eller om der skal installeres/tilkøbes et plugin til løbende at opdatere et sitemap.

Produkter

For at kunne oprette redirects for produkter, er det vigtigt at vi kan matche den gamle URL med den nye. Derfor skal hvert produkt overføres til det nye system, med et stykke unikt information. Produktnavn er sjældent tilstrækkeligt, da den samme spand maling, sommerkjole eller beslag ikke altid har eksempelvis størrelse og/eller farve angivet i navnet.

Derfor er det en god idé at sikre at produkter får overført et unikt ID, f.eks. varenummer eller GTIN/EAN/SKU. Det vigtige er værdien er den samme i både det gamle og det nye system.

Når vi har sikret ovenstående, bør udvikleren forberede en liste over alle relevante produkter med følgende information:

  • Navn
  • Title
  • Description
  • Kanonisk URL*
  • Unikt ID (f.eks. varenummer, GTIN, EAN eller SKU)

* Vær opmærksom på at i nogle CMS’er kan det samme produkt have flere URL’er hvor det kan tilgås. Vi er primært interesseret i at omdirigere den kanoniske URL, som i de fleste tilfælde vil være den Google har inkluderet i sit indeks.

Når vi vælger at medtage Title og Description er det for at sikre at vi har informationen til rådighed, hvis der skulle opstå tvivl i forbindelse med oprettelse af redirects.

En tilsvarende liste skal trækkes fra det nye system, efter at produkterne er flyttet, men før siden går live, så snart det kan lade sig gøre.

Med begge ved hånden kan du via et regneark matche gamle og nye URL’er og generere en redirect-fil som passer til skabelonen udvikleren gerne skulle have sendt allerede.

 

Kategorier

Fordi der i forbindelse med CMS-skifte ofte rykkes rundt i strukturen på en hjemmeside, hvor nogle kategorier nedlægges og nye kommer til, foretages omdirigeringer af kategorier manuelt ud fra navn og URL.

Udvikler bør levere en liste over alle eksisterende aktive kategorier, som indeholder følgende information:

  • Navn
  • Title
  • Description
  • Overskrift på siden (H1, hvis muligt)
  • URL

Som med produkter ønsker vi at trække Title og Description, for at sikre at vi laver de korrekte omdirigeringer, da navnet og URL’en ikke altid er nok.

Listen sendes til Kendskab, som ligesom med produkter laver en liste over redirects der skal oprettes.

 

Artikler, guides, blogindlæg m.fl.

Hvis I har mange artikler, nyheder osv. kan det give mening at dele dem op, hvis muligt, men i forhold til denne guide så falder de alle under den samme kategori. Typisk er der ikke noget unikt ID forbundet med en artikel, men igen, har I mange, så overvej at få det tilknyttet både i det gamle og det nye system, for at lette matching af gammel og ny URL.

Men ellers, så er det ret ligetil – bed udvikler levere en liste over alle denne type af sider med følgende information:

  • Navn
  • Title
  • Description
  • URL

Hvis omfanget er begrænset (<100 sider) så laver vi typisk disse redirects manuelt enten direkte i det nye system eller tilføjer det til den lange liste med produkt- og kategori-redirects.

 

Andre sider

Dækker over kontaktside, handelsbetingelser m.v.

Typisk kan vi ud fra skøn baseret på URL’en alene identificere sidens indhold og det er ikke nødvendigt at lave separate udtræk for disse sider.

Indsamling af data for gamle URL’er

Indsaml en liste med alle URL’er, som har en eller anden form for SEO-værdi i dag. Vi anbefaler at kigge på data fra de sidste 2 år i mindst 2 af følgende værktøjer:

  • Google Search Console: Alle URL’er som har fået mindst 1 klik
  • Google Analytics eller tilsvarende: Alle URL’er har fået mindst 10 besøg
  • Ahrefs eller tilsvarende: Alle URL’er som har en anslået trafik på mindst 100 besøg
  • AccuRanker eller tilsvarende: Alle URL’er, som ligger i top 10 på 1 eller flere søgeord

Listerne renses ved at fjerne http/https og www samt URL-parametre (f.eks.: “?hl=da&fbclid=x”), og derefter kun vise de unikke, så vi til sidst har en liste over URL’er som ser ca. sådan ud:

  • kendskab.dk
  • kendskab.dk/indsigt
  • kendskab.dk/indsigt/plan-for-cms-skifte

Listen bruges til senere at kontrollere at alle vores vigtige gamle URL’er svarer 200/301.

Husk adgang til det gamle CMS

Generelt anbefaler vi ved CMS-skifte at lade det gamle køre i mindst 1 måned efter skifte til nyt – så kan man nemt lige hente det der man glemte at flytte i første hug.

 

Under skifte

Så er det nu! Den nye hjemmeside er gået i luften på en mandag/tirsdag morgen og du sidder klar til at arbejde på følgende opgaver.

Det er vigtigt at CMS-skifte sker i starten af en arbejdsuge, så hvis der er problemer, så har du selv og din udvikler tid til at løse opgaverne og i værste tilfælde gå tilbage til det gamle system.

Sæt annoncering på pause

Hvis du kører annoncer på Google, Meta eller andre platforme, så sæt dem på pause. Sæt også gerne afsendelse af nyhedsbrev og andet på pause – vi skal helst ikke sende trafik til en side, som måske ikke virker optimalt.

Indstillinger for redirects

Udvikleren skal sikre, at hjemmesiden ikke omdirigerer alle sider som ikke svarer, til forsiden. De skal melde 404 (side ikke fundet), eller 301 hvis relevant (f.eks. ved http-forespørgsler eller håndtering af trailing-slash).

Oprettelse af redirects

Du eller din udvikler uploader liste med produkt-redirects.

Gennemgå og opret yderligere redirects:

  • Kategorier
  • Artikler
  • Andre sider

Opdatering af sitemap i Google Search Console

Log ind på Google Search Console og opdatér jeres sitemap.

Ligger det nye sitemap på et andet domæne, så kontrollér at der er opsat korrekt henvisning hertil i robots.txt-filen.

Hvis det er nødvendigt at opdatere, og du ikke selv har adgang til at ændre robots.txt-filen kontaktes udvikleren, for at få filen opdateret.

 

Efter skifte

I er kommet godt igennem upload af redirects for produkter, kategorier, artikler og alt det andet. Nu skal vi sikre, at alt er på plads igen.

 

Kontrol af redirects

Kendskab gennemgår den store liste med sider som har SEO-værdi for at sikre redirects er oprettet korrekt og får samlet op på de sider, som af den ene eller anden årsag ikke omdirigeres korrekt.

Dette foregår umiddelbart efter skiftet.

 

Genoptag annoncering

Alt det, du måske har sat på pause, skal genaktiveres. Det vil typisk være:

Er du kunde hos Kendskab håndterer vi naturligvis både at sætte annoncer på pause, justere dem til de nye landingssider og genstart af annoncering og kampagner, når den nye side er klar til at modtage trafik.

 

Løbende overvågning

Ved hjælp af Google Search Console og det nye (af udvikler) implementerede overvågningsværktøj, bør du løbende kontrollere om der skulle være overset noget under flytningen eller der opstår nye udfordringer, som skal adresseres.

 

Kilder og videre læsning

Google’s vejledning ang. redirects: https://developers.google.com/search/docs/crawling-indexing/301-redirects 

Anders Gerlev Hansen

Her er en kendskaber. Det er Anders

Head of SEO

Mød hele holdet

Manifest

Vi er passionerede.

I Kendskab møder vi på arbejde, fordi vi brænder for at skabe værdi og bedre resultater for vores kunder. Hver eneste dag.

Vi er til lange forhold.

Vi vil skabe langtidsholdbare relationer med vores kunder og skabe sund og bæredygtig vækst for deres forretning. Nu og over tid.

Vi vil være lige begejstrede.

Vi vil samarbejde med kunder, som vil samarbejde med os – og som er glade for det. Hvis samarbejdet ikke fungerer, skal begge parter kunne opsige det NU. Derfor laver vi ingen bindende kontrakter eller tvivlsomme abonnementer.

It takes two to tango.

Vi vil samarbejde med dygtige, lydhøre kunder som har vilje og ressourcer til at vækste deres forretning, og som kan være agile samarbejdspartnere i processen – for de bedste resultater kommer af et samarbejde.

Vi er datadrevne, men...

Data er intet værd uden indsigt. Vi bruger den rigtige data til at stille de rigtige spørgsmål for at finde frem til svar og handlinger, der skaber de gode resultater og overskud på bundlinjen.

Vi tager det personligt.

Vi samarbejder med alvor, oprigtighed, transparens og ansvarlighed – for vi tager vores kunder og den tillid de viser os, personligt.

Vi taler lige ud af posen.

Vi vil ikke gemme os bag smarte forkortelser og gnidrede akronymer – vi vil kalde en spade for en spade. Og vi vil være ærlige – også når det ikke altid er bekvemt.

Vi overholder vores aftaler.

Både vores økonomiske aftaler og de deadlines vi i fællesskab sætter. Derfor får du ingen ubehagelige overraskelser og ekstraregninger med Kendskab.

Vi vil være de dygtigste.

Vi vil tænke fremad og opad og være nysgerrige nørder. Vi vil konstant lære nyt om online markedsføring og menneskers adfærd på nettet – helst før det sker – så vi kan holde os agile og knivskarpe.

Work smarter, not harder.

Vi vil arbejde smartere og benytte os af de nyeste teknologier, men vi vil styres af fornuft og holde os kundens strategi og mål for øje.

Vi vil være en arbejdsplads og en legeplads.

Vi jagter resultater og vil være de bedste til det vi gør – og vi vil have det godt og sjovt mens vi gør det. Vi vil arbejde i en flad struktur, med plads til kreativitet og innovation, hvor alle naturligt tager initiativ og ansvar i det daglige. Sådan bliver vi gladere og dygtigere Kendskabere.

Vi tror på forskellighed og specialisering.

Vi anerkender talent og dygtighed i alle mulige former og afskygninger og vi tror på at forskellighed er sundt. Vi dyrker vores forskelligheder for at blive et dygtigere team. Og så sætter vi pris på en udfordring, lærer af vores fejltagelser og fejrer vores sejre.

Lighedstegn 140

ET PERFEKT MATCH KAN OPSTÅ TILFÆLDIGT, MEN OFTEST OPSTÅR DET VED ET AKTIVT VALG.