Fra Dandomain til Shopify: Sådan sikrer du din SEO ved platformskifte
Først får du lige et hurtigt overblik over processen og derefter kan du læse nærmere om de 3 faser vi gennemgår, når vi migrerer webshops fra Dandomain til Shopify.
De 3 faser ved skift fra Dandomain til Shopify
-
1 Forberedelse
Afdækker de vigtigste detaljer før den nye shop går live. Det her vi skaber fundamentet for, at du bevarer din synlighed.
-
2 Udførelse
Systematisk og præcis eksekvering sikrer, ud fra solide forberedelser, at vi får trykket på alle de rigtige knapper og aktiveret nødvendige features.
-
3 Opfølgning
Migreringen er først slut, når vi har sikret at alt fungerer som det skal og er opfanget er af Google. Nogle ting kan først ændres efter skiftet - dem ordner vi her.
Fase 1: Forberedelse
Det vigtigste arbejde sker før den nye shop går live. Det er her fundamentet lægges for, om du bevarer din synlighed eller ej.
Komplet URL-kortlægning
Dandomain og Shopify bruger forskellige URL-strukturer. I Dandomain ser en typisk produkt-URL måske sådan ud:
dinshop.dk/produkt-navn-p-12345
Mens Shopify strukturerer det som:
dinshop.dk/products/produkt-navn
Det samme gælder kategorier, blogindlæg og informationssider. Hver eneste URL der har værdi, altså sider med trafik, backlinks eller rangering, skal kortlægges fra den gamle til den nye struktur.
Sådan gør vi det i praksis:
- Eksportér en komplet liste over alle URL'er fra DanDomain.
- Opret et kortlægningsdokument, typisk et regneark, med kolonnerne: Gammel URL → Ny URL → Status (redirect/fjernet/uændret).
Det her kortlægningsdokument er det vigtigste enkeltstående dokument i hele migreringen.
Uden det flyver du i blinde.
Audit af eksisterende SEO-opsætning
Før du kan flytte noget, skal du vide hvad du flytter. Gennemgå den eksisterende Dandomain-shop for:
- Title tags og meta descriptions på alle vigtige sider (produkter, kategorier, forside, informationssider)
- Overskriftsstruktur (H1, H2 osv.), er den korrekt og konsistent?
- Billedernes alt-tekster, mange Dandomain-shops har mangelfulde alt-tekster
- Interne links, hvordan linker siderne til hinanden?
- Strukturerede data (Schema markup), har den nuværende shop Product-schema, BreadcrumbList eller lignende?
- Robots.txt og sitemap, hvad er de nuværende regler?
Dokumentér alt det her, så det kan genskabes eller forbedres i Shopify.
Benchmark af nuværende performance
Tag et snapshot af din nuværende SEO-performance, så du har noget at sammenligne med
efter migreringen:
- Organisk trafik (fra Google Analytics eller lignende)
- Rangering på vigtige søgeord (fra Google Search Console eller et rank-tracker-værktøj)
- Antal indekserede sider (via "site:dinshop.dk" i Google)
- Core Web Vitals-scores
- Konverteringsrate fra organisk trafik
De her tal er din baseline. Uden dem kan du reelt ikke vurdere om migreringen var en succes.
Fase 2: Udførelse
Når forberedelsen er på plads, handler det om at eksekvere præcist og systematisk.
Opsætning af redirects (301)
Det her er hjertet i hele SEO-migreringen. Hver gammel URL der har værdi, skal pege på den korrekte nye URL med en 301-redirect (permanent omdirigering). Det fortæller Google: "Den her side er permanent flyttet hertil, overfør venligst al link-værdi."
I Shopify håndteres redirects under Online Store → Navigation → URL Redirects. Her kan du:
- Tilføje redirects manuelt én ad gangen
- Importere dem via CSV-fil, hvilket er langt mere effektivt ved større shops
Vigtigt: Shopify kræver at redirect-stien er relativ (altså /gammel-sti → /products/ny-sti), og at den gamle sti ikke allerede eksisterer som en aktiv side i Shopify.
Test det grundigt.
For shops med hundredvis eller tusindvis af produkter automatiserer vi ofte processen med scripts eller Shopify-apps der kan håndtere bulk-redirects.
Overførsel af SEO-indhold
Sørg for at alt SEO-relevant indhold overføres korrekt til Shopify:
- Title tags og meta descriptions: Shopify giver dig mulighed for at redigere disse på produkt-, kollektion-, side- og blogpost-niveau. Overfør de eksisterende tags. Ret dem ikke undervejs, medmindre de var decideret dårlige. Én ændring ad gangen.
- Produktbeskrivelser og kategoritekster: Kopier dem 1:1. Det er ikke tidspunktet for omskrivning.
- Billeder: Overfør med bevarede filnavne og alt-tekster hvor det er muligt. Shopify komprimerer billeder automatisk, men tjek kvaliteten.
- Blogindlæg: Hvis DanDomain-shoppen har en blog med organisk trafik, skal indholdet flyttes til Shopifys blog-sektion med korrekte redirects.
Teknisk SEO-opsætning i Shopify
Shopify har sine egne SEO-karakteristika som du skal kende:
- Sitemap: Shopify genererer automatisk en sitemap på /sitemap.xml. Den opdateres løbende og inkluderer produkter, kollektioner, sider og blogindlæg.
- Robots.txt: Shopify genererer en standard robots.txt-fil. Siden 2021 kan den tilpasses via robots.txt.liquid-filen i temaet.
- Canonical tags: Shopify sætter automatisk canonical tags. Vær opmærksom på at Shopify opretter dublerede URL'er for produkter under kollektioner (f.eks. /collections/kategori/products/produkt). De canonical tags Shopify sætter peger korrekt på /products/produkt, men det er værd at verificere.
- Strukturerede data: Mange Shopify-temaer inkluderer basalt Product-schema. Tjek om det dækker jeres behov, eller om det skal udvides med en app eller tilpasset kode.
- Sidehastighed: Shopifys infrastruktur er generelt hurtig med globalt CDN. Men vær opmærksom på at tunge apps og dårligt optimerede temaer kan trække hastigheden ned.
Timing og lancering
Vi anbefaler at lancere den nye Shopify-shop på et tidspunkt med lav trafik, typisk en tirsdag eller onsdag aften. Undgå lancering op til Black Friday, juleperioden eller andre travle perioder, hvor et trafikfald ville gøre særligt ondt.
Sørg for at DNS-ændringer er forberedt, og at TTL (Time to Live) på DNS-records er sat ned i forvejen, så skiftet propagerer hurtigt.
Fase 3: Opfølgning
Migreringen stopper ikke når den nye shop er live. De første uger efter lancering er kritiske.
Verifikation af redirects
Test systematisk at dine redirects virker:
- Manuel stikprøve: Tag 20-30 af de vigtigste gamle URL'er og besøg dem i browseren. Bliver du redirected korrekt?
- Bulk-test med værktøj: Brug Screaming Frog til at crawle listen af gamle URL'er og verificere at de alle returnerer status 301 og peger det rigtige sted hen.
- Google Search Console: Hold øje med dækningen under "Sider". Her vil du kunne se om Google støder på fejl (404'ere) fra de gamle URL'er.
Indsendelse af nyt sitemap
Gå ind i Google Search Console og:
- Fjern det gamle sitemap (fra DanDomain)
- Indsend det nye sitemap (dinshop.dk/sitemap.xml fra Shopify)
- Anmod om indeksering af de vigtigste nye sider
Det fremskynder Googles genopdagelse af dit indhold på de nye URL'er.
Overvågning af organisk trafik
I ugerne efter migreringen er det helt normalt at se et midlertidigt dyk i organisk trafik. Google skal genopdage og revurdere alle dine sider. Det kan tage alt fra et par dage til 4-6 uger, afhængigt af shopens størrelse.
Advarselstegn du skal reagere på:
- Markant stigning i 404-fejl i Google Search Console
- Vigtige sider der mister rangering helt, ikke bare et par positioner
- Trafikfald der ikke stabiliserer sig inden for 2-3 uger
- Indekseringsproblemer med nye URL'er
Opdatering af eksterne platforme
Glem ikke at opdatere URL'er og tracking på andre platforme:
- Google Ads / Microsoft Ads: Opdater alle landing page-URL'er i dine kampagner
- Google Merchant Center: Genpublicér dit produktfeed med de nye URL'er
- E-mail marketing (Klaviyo, Mailchimp osv.): Opdater links i automatiske flows og skabeloner
- Sociale medier: Opdater links i bio, faste opslag osv.
- Backlinks: Har du mulighed for at kontakte sider der linker til dig og bede dem opdatere deres links, er det en bonus. Men redirects håndterer det meste.
De mest almindelige fejl vi ser
Baseret på vores erfaring med DanDomain-til-Shopify-migreringer er her de fejl vi støder på
oftest:
- Manglende eller ufuldstændige redirects: Den hyppigste årsag til trafikfald. Ofte glemmes informationssider, blogindlæg eller gamle kampagnesider.
- Ændring af indhold samtidig med migrering: Hvis du ændrer URL'er, design, indhold og platform på én gang, kan du ikke isolere årsagen til eventuelle problemer. Migrér først. Optimér bagefter.
- Manglende test før go-live: Brug Shopifys preview-funktion og password-beskyttede staging til at teste alt før du trykker på den store knap.
Afrunding
En migrering fra DanDomain til Shopify er en teknisk opgave der kræver præcision og overblik. Men med den rette forberedelse, systematisk eksekvering og tæt opfølgning kan du gennemføre skiftet uden at miste den organiske synlighed du har opbygget over tid.
Nøglen er at behandle SEO-migreringen som et selvstændigt projekt med sin egen tidsplan, sine egne deliverables og sine egne succeskriterier, i stedet for at lade det være en eftertanke i et platformskifte.
Om forfatteren
Tobias Ejlskov er Co-Founder og Strategic E-Commerce Advisor hos Edition, et bureau med speciale i Shopify. Han hjælper virksomheder med at skabe vækst gennem forbedrede onlineplatforme og kombinerer strategisk rådgivning med stærke kompetencer inden for webdesign, udvikling og grafisk design.
Edition er særligt anerkendt for højt serviceniveau, bred teknisk forståelse og deres evne til at omsætte komplekse behov til løsninger, der skaber målbar værdi for kunderne.
Går du med overvejelser om at skifte fra Dandomain eller en anden platform og til Shopify, er du velkommen til at tage fat i Tobias for en uforpligtende samtale om jeres muligheder:
